Post by Marielle Simon on Jun 12, 2011 20:17:10 GMT 1
Cardins spørgsmål kom ikke bag på Marielle. Det virkede fornuftigt at spørge om meninger eller råd fra sine kollegaer eller venner i en sådan situation. Alligevel kunne hun ikke svare med det samme. Hendes rødlakerede pegefingernegle tegnede små figurer på bordet mens hun samlede de rette ord.
”Hvad jeg mener..? Jeg synes selvfølgelig det er en uhørt ting at gøre. Jeg tror ikke jeg selv ville kunne tage det med en sådan ro som du mønstrer. Men jeg tror virkelig ikke jeg skal prøve mig med teorier om hvorfor eller hvordan. Jeg undrer mig bare. Over hvorfor nogen ville gøre sådan noget,” ordene flød trægt og langsomt ud af munden på hende. Hun smilede over lyden af den sidste sætning. Det lød som noget fra en dårlig film. Men hun mente det. Smilet blegnede da hun så Damien i øjnene.
”Men egentlig undrer jeg mig mest over hvorfor nogen ville gøre det mod dig.”
De røde negle lagde sig til ro mod den varme kop. Et kort øjeblik var der stilhed, men så ringede det ind til time. Marielle så på sit ur, forbavset over hvor hurtigt tiden var gået. Hun rejste sig og tog sin taske fra stoleryggen.
”Jeg har ventet en hel sommer på at kunne pine min nye 3. Årgang med elektriske kredsløb, så jeg har ikke tænkt at komme for sent,” hun sagde det med et skævt smil, så på Damien og fortsatte så: ”Hvis der er noget jeg kan hjælpe med, så spørger du bare. Au revoir.”
Med de ord hankede hun op i tasken og søgte mod fysiklokalet på 2. sal.
Gangen var fyldt til briste punktet med elever der mere eller mindre prøvede at komme til deres respektive klasselokaler til tiden. Marielle spottede tre drenge fra 5. Årgang der stod særdeles stille når man tænkte på at de burde sidde klar til time. Med et sukkersødt smil skråede hun over til væggen de stod slænget op af.
Efter hurtigt at ransaget sin hjerne for deres skema sagde hun: ”Jeg synes ikke det her ligner engelsklokalet. Og det ville alligevel undre mig om I skulle have glemt hvor det lå efter 4 år.”
Overraskelsen var malet i deres ansigter der ellers altid bar ondskabsfulde smil.
”Men hvis det skulle befinde sig sådan, skal jeg da med glæde vise jer derhen. Og så måske sige til Monsieur Cardin at behøver lidt ekstra hjælp.”
Tanken om den ydmygelse det ville være at få ’ekstra hjælp’ var for skræmmende, og drengene forsvandt som dug for solen. Marielle smilede tilfreds for sig selv da hun begav sig til fysiklokalet. Hun brød sig ikke om de drenge og deres opførsel. Selvom hun ikke havde set dem gøre noget forkert, havde hun en idé om at de lavede ting i skyggerne når læreren så væk. Hun gjorde et mentalt notat om at holde øje med dem og smilede varmt til sin klasse.
Der var den lille gruppe af dygtige og flittige elever der sad tæt på katederet og tog hyppige notater. De var nørder og kunne stoffet på et splitsekund.
Så var der den stor gruppe af elever, omkring halvdelen, der havde svært ved stoffet og derfor nemt kunne opgive helt vis ikke læreren gjorde en indsats for at forklare sagerne.
Og sidst, men ikke mindst var der sløserne, bøllerne og dem der bare var helt ligeglade med alt hvad der hed skole. Marielle gjorde sit, men det var ikke let at styre dem og få lidt lærdom ind i deres hoveder.
I dag sad de alle på deres pladser og der var en pudsig stilhed der lå i luften. Der var det samme forbløffede udtryk på hvert et ansigt. Det tog Marielle et øjeblik at regne ud hvorfor, men så gik det op for hende.
”Rektor?” spurgte hun bare og med en samlet bevægelse nikkede hele klassen. Det var jo ikke kun lærerne der fandt ham finurlig.
”Nå ja, der skal vist noget fysik til at I kommer jer over den årlige tale, der altid ender i hans ustyrlige grineflip, har jeg ret,” Marielle blev belønnet med endnu et samlet nik og smil på alles læber og forsatte, ”okay, find jeres bøger og forsøgsbeskrivelser frem. Vi skal arbejde med elektriske kredsløb.”
”Hvad jeg mener..? Jeg synes selvfølgelig det er en uhørt ting at gøre. Jeg tror ikke jeg selv ville kunne tage det med en sådan ro som du mønstrer. Men jeg tror virkelig ikke jeg skal prøve mig med teorier om hvorfor eller hvordan. Jeg undrer mig bare. Over hvorfor nogen ville gøre sådan noget,” ordene flød trægt og langsomt ud af munden på hende. Hun smilede over lyden af den sidste sætning. Det lød som noget fra en dårlig film. Men hun mente det. Smilet blegnede da hun så Damien i øjnene.
”Men egentlig undrer jeg mig mest over hvorfor nogen ville gøre det mod dig.”
De røde negle lagde sig til ro mod den varme kop. Et kort øjeblik var der stilhed, men så ringede det ind til time. Marielle så på sit ur, forbavset over hvor hurtigt tiden var gået. Hun rejste sig og tog sin taske fra stoleryggen.
”Jeg har ventet en hel sommer på at kunne pine min nye 3. Årgang med elektriske kredsløb, så jeg har ikke tænkt at komme for sent,” hun sagde det med et skævt smil, så på Damien og fortsatte så: ”Hvis der er noget jeg kan hjælpe med, så spørger du bare. Au revoir.”
Med de ord hankede hun op i tasken og søgte mod fysiklokalet på 2. sal.
Gangen var fyldt til briste punktet med elever der mere eller mindre prøvede at komme til deres respektive klasselokaler til tiden. Marielle spottede tre drenge fra 5. Årgang der stod særdeles stille når man tænkte på at de burde sidde klar til time. Med et sukkersødt smil skråede hun over til væggen de stod slænget op af.
Efter hurtigt at ransaget sin hjerne for deres skema sagde hun: ”Jeg synes ikke det her ligner engelsklokalet. Og det ville alligevel undre mig om I skulle have glemt hvor det lå efter 4 år.”
Overraskelsen var malet i deres ansigter der ellers altid bar ondskabsfulde smil.
”Men hvis det skulle befinde sig sådan, skal jeg da med glæde vise jer derhen. Og så måske sige til Monsieur Cardin at behøver lidt ekstra hjælp.”
Tanken om den ydmygelse det ville være at få ’ekstra hjælp’ var for skræmmende, og drengene forsvandt som dug for solen. Marielle smilede tilfreds for sig selv da hun begav sig til fysiklokalet. Hun brød sig ikke om de drenge og deres opførsel. Selvom hun ikke havde set dem gøre noget forkert, havde hun en idé om at de lavede ting i skyggerne når læreren så væk. Hun gjorde et mentalt notat om at holde øje med dem og smilede varmt til sin klasse.
Der var den lille gruppe af dygtige og flittige elever der sad tæt på katederet og tog hyppige notater. De var nørder og kunne stoffet på et splitsekund.
Så var der den stor gruppe af elever, omkring halvdelen, der havde svært ved stoffet og derfor nemt kunne opgive helt vis ikke læreren gjorde en indsats for at forklare sagerne.
Og sidst, men ikke mindst var der sløserne, bøllerne og dem der bare var helt ligeglade med alt hvad der hed skole. Marielle gjorde sit, men det var ikke let at styre dem og få lidt lærdom ind i deres hoveder.
I dag sad de alle på deres pladser og der var en pudsig stilhed der lå i luften. Der var det samme forbløffede udtryk på hvert et ansigt. Det tog Marielle et øjeblik at regne ud hvorfor, men så gik det op for hende.
”Rektor?” spurgte hun bare og med en samlet bevægelse nikkede hele klassen. Det var jo ikke kun lærerne der fandt ham finurlig.
”Nå ja, der skal vist noget fysik til at I kommer jer over den årlige tale, der altid ender i hans ustyrlige grineflip, har jeg ret,” Marielle blev belønnet med endnu et samlet nik og smil på alles læber og forsatte, ”okay, find jeres bøger og forsøgsbeskrivelser frem. Vi skal arbejde med elektriske kredsløb.”