|
Post by Sidsel on Jul 26, 2010 23:56:02 GMT 1
Rollespillet er hermed startet, gå bare i gang Husk: Vi starter på første skoledag efter sommerferien
|
|
|
Post by Nicolas Rousseau on Aug 17, 2010 6:16:13 GMT 1
Aldéric kørte sindssygt. Han kørte langt over fartgrænsen, og Nicolas blev kastet frem og tilbage i sædet, hver gang vejen slog et sving. Der var flere modkørende biler, der dyttede og løftede truende knytnæver af dem, og Nicolas havde lyst til at få sin bror til at stoppe bilen eller i det mindste køre en smule mere forsvarligt. Men han sagde ikke noget. Han vidste, at intet, han kunne sige, ville få Aldéric til at sætte farten ned. Og desuden var de der snart.
For første gang i dagene op til skolestart, følte Nicolas en kildrende følelse i maven. Han glædede sig. Ikke så meget til de normale skolefag men mere til de særlige fag. De hemmelige fag. Dem, der ikke blev talt om blandt de andre elever på skolen. De fag, der kun blev undervist i nede i skolens mørke kældre. Magi.
I fællesstuen nede i kælderen, mødtes alle mulige magikere og snakkede, diskuterede og debatterede. Gamle elever opsøgte deres gamle mentorer og bad om råd. Nede i kælderen fandtes de eneste personer, der rigtigt forstod Nicolas. Derhjemme gik alle rundt og opførte sig så primitivt og besværligt. Hverken hans forældre eller storebror trak vandet op gennem vandhanen med tankens kraft, ingen fik et vindpust til at puste de rodende papirer ned i skraldespanden. Nicolas havde aldrig talt med sine forældre om det, men han troede ikke, at nogen af dem mestrede magi.
”Så, tag så at skrid, så jeg kan komme videre og nyde min ferie,” sagde Aldéric med løftede øjenbryn. Aldéric gik på ottende og sidste årgang, og derfor tilhørte han le Lycée, hvilket betød at han skulle møde senere end de andre elever.
Nicolas greb sin taske, der lå nede ved hans fødder og så meget tom ud i starten af skoleåret. Han rullede på øjnene og mumlede: ”Tak, fordi du ville køre mig.”
Storebroderen mumlede noget utydeligt og gassede op. ”Jeg gjorde det sgu kun, fordi jeg alligevel skulle den her vej.”
For træt til at komme med et snedigt svar løftede Nicolas bare hånden til en slags vinken, mens han drejede om på hælen og traskede op mod skolens indgang. Hans blik fangede de svungne guldbogstaver, der stavede L'école de la Fées, og han smilede stille for sig selv. Efter fire år på skolen, var han vant til Rektorens glæde for små, overnaturlige væsner.
Da han trådte ind på gangen, blev han mødt med et kor af snak; hans skolekammerater var ved at opsummere alle de ting, de havde oplevet i løbet af ferien. Han gik hen til opslagstavlen og fandt skemaet for 5. årgang. Han skulle have historie i de to første timer. Lokale A1, det var første lokale på A-gangen.
Døren var allerede låst op, og da han åbnede den fandt, han ud af, at de andre på 5. årgang allerede havde sat sig til rette derinde. Han smilede, da hovederne vendte sig mod ham, og så satte han sig på en stol, foldede armene på bordet foran sig, hvilede hovedet derpå og lukkede øjnene. Det var første gang i hele ferien, han var stået så tidligt op.
|
|
Moreau
New Member
Elev - 5. ?rgang
Posts: 4
|
Post by Moreau on Aug 22, 2010 12:27:18 GMT 1
Første dag i skolen igen, og intet havde artet sig for Moreau. Hendes cykel var punkteret, så hun måtte låne sin mors, som var så gammel, men alligevel ubrugt, at både bremserne hvinede og kæden raslede.
Stort set intet af hendes tøj var rent, så hun blev nødt til at tage en gammel lyseblå t-shirt på. Moreau havde ingen anelse om hvorfor, hun ikke havde smidt den bluse ud for lang tid siden, for midt på var et print, der forestillede et får med store søde øjne. T-shirten passede i den grad ikke til hendes tøjstil. Hun prøvede at gemme den lidt væk under en sort hættetrøje med røde lynlåse.
Som om det ikke var nok, ville hendes kontaktlinser ikke arbejde fornuftigt med hende, da hun skulle putte dem i. Så nu gik hun rundt med en lille konstant kløen i venstre øje.
Mens Moreau cyklede til skole med ’We will rock you’ spillende i sin mp3-spiller, udnævnte hun første skoledag som den ultimative ulykkesdag. Og det værste var, at den kom oftere end fredag d. 13.
Da hun kørte gennem den store port, så hun Monsieur Cartier, matematiklæreren, stå i åbningen. Hans mund var en tynd streg, og han stirrede på eleverne, som om han ville svide dem med sit blik. Moreau sørgede for, at hun ikke smilede, men i stedet havde anlagt en trodsig mine, da hun så på ham. Hun syntes absolut ikke om ham.
Inden for døren med sin taske over skulderen gik Moreau hen til opslagstavlen, hvor skemaerne hang. Hun måtte have skaffet sig en kopi hurtigst muligt, men ikke lige nu for hun skulle have historie, og det var et af de fag, hun godt kunne lide. Hun skyndte sig ind og satte sig uden egentlig at se på de andre elever.
|
|
|
Post by Jacques Dupont on Oct 12, 2010 20:45:02 GMT 1
"Welcome destruction with open arms, It's all to static, bring it on, bring it on, Routine is so boring it makes me sleep, Tear us down.. Just tear us down! When fate just pushes us along: Children of nothing - this is our song!"
Den letgenkendelige lyd af "Hail Destroyer" af Cancer Bats brølede ud igennem højttalerne. Jacques kendte den godt. Måske for godt. Han kendte dén sang så godt, at hvis nogen vækkede ham klokken 3 om natten, ville han stadig kunne spytte ordene ud uden de store problemer.
"Sluk nu for det bras!" sukkede Pierre, mens han sad og tjekkede for nye mails.
"Bras? Det er sgu da ikke bras?" sagde Jacques og kværnede en hel bolle og slugte et glas juice til.
"Ja, bras! Hvis du vil høre noget rigtig musik, så hør All That Remains!" Pierre tog et æble fra frugtskålen, tog en bid og lagde æblet på bordet.
"Jaja, men jeg er ikke en tøs ligesom dig, vel?"
Pierre var den yngste, og derfor var Jacques mere erfaren på en del områder. Det vidste Pierre også. Han sad tit og skulede lidt over imod sin storebror. Det varede dog aldrig længe, da begge tit havde meget andet at tænke på. Jacques vidste, hvordan Pierre havde det, men han vidste ikke, hvordan han skulle tage hånd om det, og hvis han skulle være helt ærlig, så var det ikke det, der interesserede ham mest.
"Ze Evil Apple!" Pierre lo.
"Jaja, den er god med dig, tosse."
Nu havde de ikke mere tid. De gik sammen ud af værelset, i højt humør.
|
|
|
Post by Michelle Toupin on Oct 17, 2010 9:05:24 GMT 1
Michelle vågnede og kiggede sig omkring i sit Kollegie værelse. Alle de andre var stået op, sikke noget møj. Måske havde de prøvet at vække hende, men Michelle kunne sove som en sten af og til. Hun gabte og begyndte at tage tøj på. Det blev et par slidte bukser, en sort t-shirt, som hun havde gemt til lejligheden, et grønt tørklæde og til sidst satte hun en armygrøn og sort kasket på hovedet. Hun kastede et blik på uret, og styrtede ud af døren.
Hun var nede ved opslagstavlen, der var kun tfire andre end hende. Pis, forsent på den første dag, tænkte hun og styrtede mod GeoA lokalet, hvor hun sjovt nok skulle have Geografi. Hun åbnede stille døren og smuttede ind på sin plads. Hun kom ikke meget forsent, kun lige et par minutter, læren var kun lige gået igang med at fortælle om årets pensum.
|
|
|
Post by Sancho Bélanger on Oct 18, 2010 18:38:50 GMT 1
Sancho var tidligt oppe den 1. september. Han så frem til at starte i skole igen, og især så han frem til at få noget at fordybe sig i.
Hele ferien var gået med at slappe af og dase i sengen med Stephen Kings serie "Det mørke tårn", sidde ved computeren og ved klaveret. Han havde komponeret to improviserede værker, som han havde tvunget sin 6-årige (6½-årige ifølge hende selv) lillesøster Liza til at høre på. Hun havde trommet sig selv åndsfraværende på lårene og spurgt ham midt i B-stykket, om hun ikke måtte gå. "Sig mig, kan du ikke lide jazz?" havde Sancho spurgt hende i et drillende tonefald, netop som han anslog et par store akkorder og afbrød sit nummer med en elegant serie skalaer. "Det lyder i hvert fald ikke som mozart," havde Liza sagt og rakt tunge ad sin storebror. Mens Liza løb ud af dagligstuen, spillede Sancho for sjov "Eine Kleine Nachtmusik" af Mozart med sine egne tilføjede jazzelementer.
Han var bestemt ikke modstander af klassisk musik, eftersom det havde været grundelementerne i hans klaverspil, da han begyndte at spille som 5-årig, men klassisk virkede for ham alt for ensrettet og uden mulighed for improvisation. Så snart han tilføjede en EMaj-akkord i ét af Schuberts klaverkompositioner, rynkede hans onkel misbilligende brynene og bad ham spille ordentligt.
"Glæder du dig til at starte i skole igen, Sancho?" spurgte hans mor ved morgenbordet, og Sancho nikkede med munden fuld af friskt brød fra bageren med ost og syltetøj. "Men du har da virkelig ikke tænkt dig at troppe op i den mundering, vel, min dreng?" spurgte hans far og smurte et fint lag smør på en halv bolle, som han rakte sin datter. "Nej, du skal ikke bare spise det med smør, Liza," sagde Madame Bélanger og gjorde mine til at tage bollen fra Liza, der trodsigt puttede halvdelen af bollen i munden og blinkede til Sancho, der smilede svagt. Sancho så på sin far og svarede: "Årh, jeg ser tilstrækkelig fin ud -" "På din første skoledag!" afbrød Monsieur Bélanger misbilligende. "De kender mig sådan, far; jeg kan ikke bare lige pludselig dukke op iført et af dine jakkesæt. Desuden ... vi har diskuteret det her hver evig eneste år, siden 3. årgang." "Argh, min kære," brød Sanchos mor ind og smilede beroligende til sin mand, "lad nu Sancho om at bestemme, hvad han vil have på. Sådan er det i den alder; vi kan ikke længere pådutte ham vores holdninger. At blive et helt og selvstændigt menneske kræver, at man får lov at udvikle sin egen integritet og danne sit eget grundlag for sine egne værdier og ..." Sanchos far sad og nikkede fraværende med sin varme kaffekop i hænderne, mens han lod, som om han lyttede til sin kones svada om ungdomssociologi, psykologi og identitetsdannelse.
"Mor! Må jeg gerne starte på L'école de la Fées, når jeg bliver lige så gammel som Sancho?" spurgte Liza og så hengivent på sin storebror, der var ved at få frugtjuice galt i halsen. "... ved at vise folk respekt og tage dem alvorligt, vil det gavne meget ... Hvad siger du, skat?" Madame Bélanger så undskyldende ned på Liza. "Åh, naturligvis må du det."
"Jeg vil gå," sagde Sancho og rejste sig fra bordet. "Vi ses, far og mor. Hej hej, Liz!" Han klappede sin søster på skulderen og gik ud i entréen. Han hørte sine forældre diskutere Lizas skolegang. Hun skulle starte i grundskolen i år, og hun havde glædet sig helt vildt. Sancho smilede for sig selv, da han huskede tilbage på sin allerførste skoledag i École Élémentaire og siden hen sin skolestart på 1. årgang på L'école de la Fées. Det gik op for ham, at det var hans sidste år på Le Collège, og han blev pludselig så vemodig, da han satte sig i sadlen på sin blå racercykel og kørte ud på hovedvejen. Folk troede om ham, at han udelukkende hørte jazz, fordi han plejede at nørde med det på klaveret i skolen, men fra hans MP3-afspiller spillede diverse rocknumre, mens han kørte til skole.
Han vinkede til Monsieur Cartier, der stod med sit stramme ansigtsudtryk og holdt øje med hver og én, der kom ind på skolen. Klokken var knap 8, så han havde rigelig tid til at finde sit lokale og sætte sig til rette. Ved opslagstavlen myldrede elever fra alle årgange og småsnakkede om ferien. De lo og tjattede venskabeligt til hinanden. Et blik på skemaet fortalte ham, at han skulle have historie med André Belrose. Sancho grinede og puffede sig vej gennem hoben af elever, der vinkede til ham. "Ses vi i pausen, Sancho," lød en lys pigestemme, Sancho ikke kunne genkende. Han ignorerede hende og gik ind i klassen. Alle var ikke mødt endnu, kunne han se. Han fik øje på Véronique, der kom styrtende ind i klassen, netop som André, deres lærer, indtog sin plads ved kateteret. Et øjeblik senere kom Nicolas ind. Han forekom Sancho at se noget mut ud, men måske var han bare træt. Sancho lagde sit notathæfte til rette foran sig og fiskede efter en blyant i sit penalhus, der blev hugget fra ham, netop som han lagde sin hånd på sit penalhus. Sancho så overrasket op og skulede til én af drengene, der havde taget hans penalhus. Med et brag blev det smidt på gulvet, og Sancho sukkede. Han havde glemt alt det negative, man kunne blive udsat for i skolen, og han havde slet ikke håbet, at det ville ske så tidligt. Sancho rejste sig op med et undskyldende blik på André og samlede sine ting op fra gulvet. Han hørte svagt en lavmæl, ondskabsfuld latter bag sig, men tog sig ikke af det. Han lagde penalhuset på sit skød, da han satte sig igen. Nu havde alle fundet sig til rette, og klassen var stille.
|
|
|
Post by Monsieur Belrose on Oct 18, 2010 20:23:11 GMT 1
Med et friskt vink til Monsieur Cartier drejede André ind af porten til skolen. Han parkerede sin lille, røde Skoda ved siden af en skinnende ren Renault. Da han stoppede motoren og steg ud, gled hans blik automatisk over parken, der omgav skolen, og han smilede for sig selv. Han huskede, hvordan han, da han selv havde været elev på skolen, havde nydt at tage en bog eller sine lektier med ud og sidde under et træ eller på en bænk og læse, mens lyden af boldbat mod tennisbold lød på plænen lidt derfra. Han havde stadig et lille smil på læberne, da han lænede sig ind og tog sin taske fra bagsædet.
"Godmorgen," hilste han på de andre lærer, da han trådte ind på lærerværelset og stillede sin taske ved den stol, der uofficielt var udnævn til hans. Med en svag summen begyndte kaffemaskinen at fylde kaffe i et krus. Kruset var fyldt næsten helt op, da strålen blev tyndere og tyndere og til sidst stoppede helt, og André havde kun lige nået at sidde sig ned med sin kaffe, da klokken ringede og lærerne sukkende rejste sig op for at indfinde sig i deres klasseværelser.
André kunne ikke lade være med at smile for sig selv, da han iagttog de klatøjede elever i sin klasse. Han satte sin rygsæk på gulvet ved tavlen og, for at skjule sit smil, vendte sig om mod tavlen for med sikker hånd at skrive: "MIDDELALDER". Da han vendte sig om mod klassen igen, havde han stort set alles opmærksomhed.
"Dette er sidste år på le Collège, og som I alle ved, slutter vi dette skoleår af med nogle vigtige prøver, som I alle sammen helst skulle bestå - hvis ikke for jeres, så for jeres kære lærers skyld." Efter en kort pause, fortsatte han: "Vores første emne i år er, som de friske elever nok allerede har gennemskuet - middelalderen - hvilken herlig tid ... Er der nogen, som kan fortælle mig noget om middelalderen?"
|
|
|
Post by Monsieur Touchet on Oct 19, 2010 19:40:08 GMT 1
Der lå tøj spredt over hele rummet. Dominique stod i sit walk-in-closet og prøvede at finde noget passende tøj at tage på til første skoledag. På det punkt var han værre end en teenagepige. Han overvejede et øjeblik at kombinere den mintgrønne skjorte med den grå trøje. "Men nej altså, hvordan kunne jeg overveje det?" mumlede ha for sig selv. Han rodede rundt i skabet, men kunne ikke finde noget. "Rien, jeg har absolut intet at tage på," sagde han og satte sig opgivende på en skammel. Han havde sat sig på noget tøj. Han fiskede det ud så han kunne sidde ordentligt og fandt en fantastisk dueblå skjorte og en trøje med harlekinmønster i lys smaragd og himmelblå. Han havde fundet det perfekte sæt.
Han kom gående forbi Monsieur Cartier ved skoleporten og smilede stort til ham. Da Cartier bare skulede til ham, skyndte han sig ind på skolen. Han var altid en smule utryg ved Cartiers opførsel og humør. Dominique havde ingen timer før senere på dagen, så han gik ind på lærerværelset, hilste på de andre lærere og fandt nedgangen til kælderen. Han fandt den lille rubinsmykkede nøgle frem og låste den hemmelige passage op bag garderobeskabet. Han gik ned ad trappen og fandt sig selv i den store stue i kælderen. Dominique gik hen til en reol med bøger om magiens historie. Når han ikke havde timer på skolen, satte han sig tit til at læse de bøger om magi, Rektor havde anskaffet skolen. Han så på uret og bestemte sig for, at han kunne læse tre kvarter.
|
|
|
Post by Amée Beléze de Point du Lac on Oct 28, 2010 16:59:03 GMT 1
Amée steg ud af bussen og slyngede sin sarte rosa skuldertaske over skulderen. Hendes lange slangekrøller bølgede ned over hendes ryg og skuldre, og hendes øjne var fremhævet af makeuppen, som hun havde brugt meget tid på at lægge om morgnen. Hun var lettere irriteret over, at der var så mange elever i bussen, og hun kunne simpelthen ikke døje ham den lurvede dreng, der altid kom cyklende om morgnen med musik i ørerne. Hun havde set ham gennem vinduet - det var vist ham, som godt kunne lide at høre jazz. Hun var taknemmelig for, at de ikke var på samme årgang, for hans måde at opføre sig på var så langt fra triviel, at hun ikke kunne magte ham. Hun talte stadig i telefon, da hun gik ind på skolens område. l'école de la Fées var én af landets fineste skoler, og hun satte pris på, at hun gik her, og hun satte pris på, at lærerne var anstændige og gode mennesker - bortset fra billedkunstlæreren; han var simpelthen for ulækker og ikke hendes kop te.
"Bonjour, monsieur Cartier," sagde Amée høfligt med sin lyse, blide stemme. Hun vinkede koket til ham, da hun gik forbi. Monsieur Cartier var hendes yndlingslærer, fordi han var én, hun forstod sig på - konservativ, streng og myndig. Monsieur Cardin hørte også blandt hendes favoritter, fordi han lignede én, der havde haft en god opdragelse; han var høflig og tilmed charmerende og virkelig dygtig til sit fag, selvom hun var elendig til engelsk. Hun hadede engelsk - ja, generelt fremmedsprog. Hvad skulle hun bruge engelsk til? Hun skulle alligevel troloves med en højtstående franskmand - det var sikkert og vist. Men det var Monsieur Cardins personlighed, der fascinerede hende, og han havde god stil. Samfundsfag og matematik var hendes yndlingsfag, men monsieur Belrose brød hun sig ikke om. Han tog ikke sin undervisning alvorligt, syntes hun, for han gjorde det alt for ... Amée prøvede at sætte ord på, hvad hun syntes, der var dårligt ved André, mens hendes veninde pladrede løs i røret. Monsieur Belrose var måske bare for ung og livlig af en lærer at være, hvor Damien var mere - hendes type. Amée smilede for sig selv.
Hun marcherede ind mellem hoben af elever og skubbede til dem, der ikke gjorde plads til hende. Hun kastede et hurtigt blik på sit skema og skyndte sig ned til geografilokalet - endnu et af hendes hadefag. Der var i det hele taget meget, den lettere snobbede Amée Beléze de Point du Lac ikke brød sig om. Især ikke at mænge sig med andre, der nedværdigede hendes status blot ved at være i nærheden af hende. Hun satte sig bagest i klassen og tog et notathæfte frem og et jordbærduftende viskelæder samt en blyant. Hun så ikke på de andre i klassen.
|
|
|
Post by Nicolas Rousseau on Nov 3, 2010 21:06:44 GMT 1
Nicolas vågnede fra sin døs, da den konstante summen af larm pludselig forsvandt. Han satte sig fortumlet op og skyndte sig at finde et notathæfte samt en blyant frem fra sin taske, inden han skubbede den ned på gulvet. Fransklæreren, Madame Hébert, havde sat ham en gevaldig skræk i livet, da han på første år havde ladet sin skoletaske blive liggende på bordet. Hun havde råbt og skreget, og stakkels Nicolas havde ikke turdet se hende i øjnene siden.
"Er der nogen, som kan fortælle mig noget om middelalderen?" spurgte Monsieur Belrose, historielæreren, nu. Nicolas syntes, at Belrose var okay; han havde aldrig hævet stemmen over for ham, og han snakkede altid om sine fag, med en vis ømhed i stemmen.
På nuværende tidspunkt kunne Nicolas slet ikke komme i tanker om noget som helst, der omhandlede middelalderen. Han støttede sit hoved mod sin ene hånd og kastede et stjålent blik rundt på de andre elever i klassen. Der var et par tøvende hænder i luften, og han så Sancho, en fyr han ikke rigtig havde snakket med før, række hånden op - han så ret selvsikker ud med antydningen af et smil på læben og et ivrigt glimt i øjnene. Nicolas forbandede sig selv. Hvorfor havde han ikke læst om middelalderen i sommerferien?
"Ja, Chaput." André pegede opfordrende på en temmeligt overvægtig dreng, som sad henslængt i midten af klasselokalet.
Drengen så ud til først at skulle tygge af munden. Så sukkede han tungt og sagde ét ord: "Riddere."
Læreren vendte sig mod tavlen og skrev "riddere" for enden af en streg, der var fastgjort til ordet "MIDDELALDER". Nicolas nåede lige at opfatte et henført glimt i Andrés øjne, og han fik travlt med at skjule en fnisen med et mindre hosteanfald. "Ja, ridderne var meget inflydelsesrige - når man tænker tilbage på riddernes storhedstid, tænker man ofte på blodige kampe, hvor modige mænd på prægtige heste satte deres liv på spil," forklarede Belrose. "Når du er færdig med at skrive den notat på dit papir, må du venligst gerne rejse dig op og smide dit tyggegummi i skraldespanden," tilføjede han og vendte sig mod den næste elev.
Timen gik forholdsvist hurtigt, og da klokken ringede, mindede André dem om, at de skulle hente et par bøger om middelalderen på biblioteket inden tirsdag, hvor den næste time ville finde sted. Nicolas skyndte sig at pakke sine ting ned i tasken, slynge den over skulderen og marchere op til kantinen.
|
|
|
Post by Monsieur Damien Cardin on Dec 1, 2010 20:29:51 GMT 1
Det var første skoledag, og Damiens første "officielle" arbejdsdag efter en 3 måneder lang og velfortjent sommerferie, der for Damiens vedkommende ikke havde været præget af afslapning, og han havde knap haft tid til at forberede det nye skoleårs pensum, eller sætte sig ind i, hvilke elever, der var startet på 1. årgang i år. Damien var tidligt oppe i dag, hvilket kun havde været ham muligt, fordi han havde tvunget sig selv til at lægge arbejdet fra sig tidligt aftnen forinden for at få mindst 10 timers søvn. Det kunne tydeligt mærkes på hans stive lemmer, at han havde ligget på langs alt for længe, men nu var hans hjerne i det mindste udhvilet - i hvert fald tilstrækkeligt udhvilet.
Det første, Damien gjorde, når man så bort fra, at han stod og skulede til sit vækkeur, var at iføre sig træningssæt og løbesko. Det var meningen, at han ville indlede første skoledag med én af sine sædvanlige løbeture, men da han endelig stod uden for sin hoveddør og indåndede den friske, kølige morgenluft, vendte han sig om for at gå ind igen. Han orkede ikke at løbe. Damien kunne ikke tage sig sammen denne ene gang, og han vidste også hvorfor. Tankerne gled tilbage til sommerferien, som han havde tilbragt i højlandet i Østasien, hvor han havde slidt sig selv op både fysisk og psykisk på én af sine "ekspeditioner", som han var blevet påbudt det af Rektor. Damien tvang sig selv til at tage et bad, og han iførte sig herefter det tøj, han havde strøget og lagt frem dagen før.
I sit køkken smurte Damien sin madpakke, mens vandet kogte til te. Han ignorerede sin dårlige samvittighed overfor sig selv over sin forsømte løbetur og mumlede: "Det er du også selv om, gamle mand,", og han kunne ikke lade være med at smile frem for sig, netop som han tog kruset op til munden. Da ringede telefonen, og Damien bandede lavmælt - hvad han ikke gjorde synderlig ofte - før han rejste sig og besvarede opkaldet.
"Damien Cardin her - hvem taler jeg me ..." En hysterisk latter lød i røret, og Damien kunne ikke bestemme kønnet for den fremmede person. "Ja, mor du dig bare, men behøver du virkelig forstyrre mig midt i min morgenmad?" Latteren stilnede af, og en lyd, som om en hånd løftede røret fra et bord i den anden ende, hørtes, og Damien genkendte rektorens venlige stemme: "Godmorgen, Cardin, haft en go' morgen?" 'Det havde jeg, indtil jeg blev forstyrret af en sindsforstyrret, gammel nar,' fløj det gennem Damiens hoved, da han efter at have skåret en snerrende grimasse, mildt svarede: "Ja, Rektor, den har været udmærket. Som du hørte mig udtale klart og tydeligt lige før, forstyrrede du mig midt i min morgenmad." "Det var ganske tydeligt, ja," lød Rektors stemme, der både virkede misbilligende og, som om han morede sig kosteligt over Damien. Damien blev en anelse foruroliget, og hans hjerne begyndte at arbejde på højtryk. Hvorfor ringede rektoren til ham så tidligt på morgnen? Var der sket noget? "Er du glad i dag, Cardin?" lød Rektors stemme, og Damien kunne ikke tage hans formulering af spørgsmålet mere alvorligt end Fedtmules sære påfund, så han svarede med neutral stemme: "Jeg har det udmærket, tak." "Du lyder træt," sagde Rektor, og Damien havde ikke lyst til at svare på den konstatering, for der var noget ved Rektors stemmeføring, der gjorde ham tavs; den var alvorlig, medfølende og samtidig hård og resigneret. "Jeg har en opgave til dig." Damien var på nippet til at sukke af udmattelse over disse ord, men så lød den hysteriske latter i telefonen igen. "Rektor, sig mig, hvad er det, der foregår?" spurgte Damien og holdt røret væk fra øret, indtil latteren stilnede af igen. "Det er første skoledag i dag, og du er lige blevet udsat for skolens nye ringeklokke. Tror du ikke, at eleverne vil elske den?" Den næste latter, Damien hørte, var rektorens milde bedstefarlatter. Havde det ikke været, fordi Damien i forvejen var morgensur og irriteret over, at han ikke havde løbet, mens han derudover hadede sig selv for at være i så dårligt humør, havde han sikkert også leet lidt af Rektors påfund, men nu nøjedes han med at sukke. Skolens "ringeklokke" lo igen, og Damien kunne ikke beherske sig længere: "Så fjern den infernalske larm, Rektor, og hvis den bliver anvendt som skolens ringeklokke, møder jeg ikke til tiden resten af året." Rektoren lo og sagde: "Bedre sent end aldrig." Damien skar en grimasse, fordi Rektor havde fanget ham. "Måske kan vi erstatte brandalarmen med den lyd," foreslog Damien hovedrystende og tænkte længselsfuldt på sin seng og sin dampende te. Det var, som om Rektor kunne mærke Damiens mismod, for han føjede sig og erklærede, at han nok måtte opgive at bruge den hysteriske latter som ringeklokke eller brandalarm. "Hav det godt, Cardin," sagde Rektor til sidst og lagde på.
Damien sukkede og satte sig ved bordet igen. "Sikke en dårlig spøg - og nu er jeg i hvert fald vågen," sagde han tørt og genoptog spisningen af sin morgenmad, mens han i tankerne undrede sig over, om Rektor også udsatte de andre lærere for sådanne spøgefuldheder den første skoledag. Måske gjorde han det efter tur. Damien fik ondt af André ved udsigten til, at denne måske ville blive udsat for en lignende spøg før eller siden.
Damien pakkede sine ting og forlod sin bolig i god tid, men han kom ikke langt, for hans bil, en sølvgrå Golf, fangede hans opmærksomhed. Forruden var ødelagt, og ved parkeringsskiven havde nogen lagt en seddel, hvor der med klodsede bogstaver stod: "Fuck you!" Damiens øjne skød lyn, og han kunne mærke, hvordan varmen steg ham til hovedet og fik hans kinder til at blusse. Dog var det eneste synlige tegn på hans vrede hans øjne, der afsøgte den lille have for hver en bevægelse, der kunne være. Æbletræets grene viftede blidt i vinden, men ellers var alt stille. Damien lagde sin hånd på bilens front, mens han lod tankerne flyve hid og did. Han kunne ikke komme i tanke om, hvem der skulle have grund til at trænge ind på hans enemærker og krænke hans person på dem måde. Ikke, at ordene "Fuck you" havde den største værdi for Damien, men han var modstander af en hver form for krænkelse, og han ønskede, at gerningsmanden, eller kvinden skulle bøde for deres opførsel - ikke mindst ved at betale for reparationen af bilen. Lige nu var det naturligvis ikke nødvendigt, for Damien plejede at gå til arbejde, men det ændrede ikke på, at personerne skulle stå til regnskab for, hvad de havde gjort. Damien låste bildøren op og børstede glasskårene af føresædet, før han satte sig ind og undersøgte, om nogle af hans genstande manglede. Det var der ikke - bortset fra en isskraber. Sammenbidt steg Damien ud af bilen igen, smækkede døren i hårdere, end han plejede og mumlede en ed, før han skrånede ud af haven og gik med lange, faste skridt mod L'école de la Fées uden at se hverken til højre eller venstre.
"Godmorgen, Monsieur Cardin," hilste Damiens nabo, en venlig, ældre kvinde, og Damien nåede lige at løfte sin hånd til hilsen, før han drejede rundt om hjørnet. Normalt plejede Damien at hilse igen og spørge til hendes velvære, men lige nu kredsede hans tanker om den smadrede forrude og om den nært forestående lektion i engelsk for 5. årgangs elever. Men Damien var tidligt på den, for han mødte op på lærerværelset klokken 08:30, og han skulle først undervise kl. 10. Han satte sig tungt ned på en stol på lærerværelset uden at skænke kaffe en tanke. Han sad med hovedet støttet i hånden og tænkte som en gal over morgnens begivenheder. Rektors spøg havde han taget med et gran salt, og han havde endda leet af den bagefter, da han tog sko på, men bilen - hvem havde interesse i at spolere hans hverdag? Damien håbede ikke, at nogle af lærerne lagde mærke til hans tavshed; han tog nogle papirark frem, hvor han havde skrevet nogle notater til hans første lektion i år om undervisningsforløb og forslag til, hvad de skulle bruge året på, så han kunne holde sig beskæftiget, men Damien læste knap nok de ord, han havde brugt så lang tid på at nedfælde.
|
|
|
Post by Élise Robert on Dec 5, 2010 20:44:46 GMT 1
Élise hørte ikke efter, da geografilæreren bød sine elever velkommen efter sommerferien. De fleste af drengene så klatøjede ud, mens mange af pigerne ivrigt havde fundet smarte notesblokke i alverdens farver frem. Élise var også træt, men ikke så meget som de andre. Hun var ikke i humør til at høre efter, hvad læreren sagde. Tænk at Juliette havde forrådt hende. Tænk at hun havde regnet hende som sin ven i næsten et helt år, og så havde hun forladt hende så let.
Det var allerede startet i sommerferien, som Élise havde tilbragt i Honfleur med sin mor, der arbejdede det meste af tiden. Mademoiselle Robert (som hun havde heddet, siden hun blev skilt fra Élises far allerede inden barnet blev født) arbejdede som kontorassistent ved et firma, som blandt andet fragtede kufferter, tasker og andre beklædningsgenstande. Det var en branche, som der var ”gang i hele året rundt”, som hun selv sagde. Da Élise var enebarn, havde der heller ikke været nogen søskende at snakke med, og hun havde for det meste siddet alene i lejligheden og surfet på nettet eller hørt musik. Nogle gange havde hun også forføjet sig til det lokale bibliotek, hvor hun havde siddet i en sækkestol, der så ud til at være blevet lappet med tape op til flere gange, og læst New Moon for fjortende gang, mens hendes hånd fraværende dykkede ned i papirsposen med blandet slik, der stod ved hendes side.
Sidste år havde hun været værelseskammerat med Juliette, og de var blevet rigtig gode veninder. Hver dag var de gået arm i arm over plænen til skolen, og om aftenen spillede de spil eller snakkede. Hun havde ikke fået læst så meget det år, for hun havde så meget andet at tage sig til – sammen med Juliette. I sommerferien havde hun dog kun modtaget én email fra veninden, selv om de havde aftalt at skrive til hinanden hver dag. E-mailen var kortfattet og fortalte kun, at Juliette var nået sikkert hjem, og at hun havde fået en ny cykel.
Da Élise for to dage siden ankom til Kollegiet igen, var det både med sorg og forventning. Hun var trist, fordi hun vidste, at hun ville komme til at savne sin mor lidt, mens hun var af sted. Selv om Mademoiselle Robert ikke var hjemme så længe af gangen, var hun en god mor, som tog Élise med ud at spise næsten hver aften og tog hende med på stranden i weekenderne. Forventningen skyldtes glæden ved at skulle se sin veninde igen. I løbet af sommerferien havde Élise slået sig til tåls med at tro, at Juliettes computer var gået i stykker, og at hun garanteret var ved at dø efter at kunne komme i kontakt med hende igen. Men sådan stod det slet ikke til.
Juliette fniste, da hun så Élise stige ud af taxaen, der holdt lige foran indgangen til Kollegiet. Juliette vendte sig mod den rødhårede pige, hun stod sammen med og hviskede noget. Juliette virkede meget optaget af at rynke sin pande på en mærkelig måde, da Élise gik hen mod hende. ”Hej,” havde Élise sagt og forsøgt sig med et smil, der dog kun ville virke falskt, fordi hun godt kunne mærke, at der var noget galt.
”Undskyld, snakkede du til mig?” Pigerne begyndte at grine. Rød i hovedet trak Élise sin kuffert hen mod Kollegiets hoveddør, og hun nåede lige at springe til side, da et par drenge, meget ældre end hende, kastede sig ud af døren og sprintede ned mod plænerne, den ene med en fodbold i hånden. Listerne med værelseskammerater hang på opslagstavlen lige inden for døren, og Élise vidste ikke helt, hvad hun skulle føle, da hun så, at hende og Juliette igen var kommet på samme værelse. Hun havde lyst til at græde. Hvorfor opførte Juliette sig sådan? Selv om alle de andre piger var begyndt at gå med makeup og smart tøj sidste år, havde Juliette trodset dem og virket som om, at hun slet ikke skænkede det en tanke, men nu lignede hun selv noget, der var revet ud af en reklame for det nærmeste bordel. Da Élise igen så Juliette, var klokken vel over 11, og Élise var allerede gået i seng. Søndagen havde hun tilbragt helt alene på sit værelse, mens de andre rendte rundt udenfor eller hørte ekstremt højt musik på gangene, mens læreren, der havde ansvaret for dem, lod som om, at han var døv.
Med en gysen blev Élise endnu en gang opmærksom, eleverne blev bedt om at tage en blyant og papir frem, nåede Élise at kaste et stjålent blik længere ned i klassen, og hun så, at Juliette sad og skjulte sin mobil under bordet, mens læreren kiggede væk.
|
|
|
Post by Pierre Dupont on Dec 19, 2010 19:23:50 GMT 1
"Uuuuh, dejligt med noget mad, hva' partner?". Pierre klaskede Jacques på skulderen og smilede.
"Kom nu ikke for godt i gang stump!" snerrede Jacques.
Side om side gik Pierre og Jacques ned af gangen. De havde lidt fået sig en solid omgang frokost.
"Hvad er så planen?" spurgte Pierre. "Hvilken plan?" Jacques så irriteret på sin lillebror.
"Du ved planen! Din scoreplan!" Pierre lod et lille grin forsvinde fra hans læber.
"Åh flet dog næbet snothvalp!" Jacques skubbede irriteret Pierre ind i væggen.
Pierre begyndte at grine. Jacques var så nem at irritere og det var nærmest blevet en slags hobby for ham, når han ikke havde noget bedre at give sig til.
"Fuck dig din mide!"
"Hahahahaha, jaja, bare fordi du er lun på en 40 årig lærerinde!"
Jacques stirrede på sin lillebror med øjne der kunne dræbe. "NU ER DET KRAFTEDEME NOK!"
"Skal vi nu til at rode rundt nede på gulvet igen?" grinede Pierre og mundstro om de ikke skulle det. Kort efter lå de i hvert fald og sloges på gulvet.
Oh, sweet brotherhood.
|
|
|
Post by Marielle Simon on Dec 29, 2010 0:51:14 GMT 1
Det var ikke så tidligt længere på den 1. september og Marielle Simon sad henslægt i sin sofa iført en morgenkåbe og et håndklæde om det endnu våde hår fra hendes sædvanlige morgenbad. Hun varmede hænderne med en kop kaffe mens hun fulgte med i et propgram om teknologi i skyskrabere. Marielles fjernsyn stod nærmest som standard på Dicovery Channel eller den franske pendant til denne. Marielle var ikke nogen specielt habil fjernsynsseer men havde en forkærlighed for lige den slags programmer og så selvfølgelig alle de adskillige madprogrammer der fandtes inden for en parabols store rækkevidde.
En skingrende lyd skar gennem stuen og Marielle spjættede af bar forskrækkelse og kastede dermed brændvarm kaffe ud over sig selv og hendes sofa. ”Merde!” udbrød hun mens hun rejste sig for at tørre op. På vej ud i køkkenet for at finde en klud så hun sin mobil ligge på spisebordet. Den lå og dansede rundt og var tydeligvis kilden til denne infernalske larm. Det var en af de nyeste modeller af smartphones på markedet og Marielle havde også næsten lige anskaffet sig den. Hun havde dog ikke selv indstillet en ringetone der var så iørefaldende. Da hun samlede mobilen op, kunne hun se at displayet viste et navn der næsten kunne passe til ringetonen. ”Ikke lige nu Rektor,” sagde hun for sig selv før hun trykkede Afbryd. Det var også typisk ham at ringe på første skoledag på denne tid. Hun orkede bare ikke et af hans skøre opkald ige nu. Han ville garanteret bare have pladret løs om feer og magi som han så ofte gjorde. Mens hun tørrede op i sofaen, spekulerede Marielle over hvem der havde indstillet den ringetone til hendes telefon, for hun vidste at hun ikke selv havde gjort det. Det gik pludseligt op for hende da hun så på noget brugt service fra aftenen før, hvem det var. I går havde hun haft besøg af sin ene bror, Adrien, der altid havde moret sig kosteligt med practical jokes overfor sin venner og søskende. ”Du ville garanteret dø af grin hvis du havde set mig,” mumlede Marielle som om han var lige i nærheden, klar til at springe ud af det nærmeste skab og skraldgrine af hende. Hun samlede mobilen op igen fr at ændre ringetonen tilbage igen da hun så hvad klokken var. ”Merde! Er den allerede halv ni?” Det var anden gang i dag hun brugte det ord som hun ellers aldrig gjorde brug af. Hun skyndte sig at komme i et par jeans og en grøn skjorte. Det var en af hendes yndlingsbluser specielt fordi den virkelig gjodre gode ting for hendes former. Og så selvfølgelig den friske smargdgrønne farve. En børste gennem håret og lidt mascara på vipperne og hun var good-to-go. Efter lidt mad selvfølgelig. ”Man er vel ikke hjemkundskabslærer for ingenting,” sagde hun da hun åbnede køleskabet og fandt et par kiks og noget ost frem. En seddel på ydersiden af køleskabsdøren mindede hende om at hun skulle have købt ind til en hjemkundskabstime i morgen. Det skulle hun lige nå før hun tog hen på skolen. Heldigvis havde hun allerede skrevet en liste ned over de ting hun skulle bruge. Med sin taske i kurven cyklede hun afsted.
Efter endt indkøbstur var Marielle blevet to poser fyldt med madvarer rigere. Hun alt, alt for sent på den til at møde Monsieur Cartier ved porten til skolen, men tilgengæld så hun ham på gangen på vej til lærerværelset for den tid frikvateret nu engang varede. Hun sendte ham et stort smil, mens hun baksede for at få varerne op i hjemkundskabslokalet. Hun slog lige et smut omkring sit kontor for at tjekke at hun havde de nødvendige papirer til den fysik time hun skulle have om et stykke tid. Derefter gik hun ned på lærerværelset for at få en kop kaffe. Ved et af bordene så hun Damien sidde. Han forekom hende at være i et noget dårligt humør, og hun lagde mærke til at han ikke havde nogen kop foran sig på bordet. Hun gik hen til det lille tekøkken i lokalet og lavede to kopper og gik hen til hans bord. ”Vil du have en kop kaffe?” spurgte hun med et frisk smil mens hun tænkte på at sidst hun havde haft kaffe havde hun spildt det hele udover sig selv.
|
|
|
Post by Arielle Leon on Dec 31, 2010 15:12:08 GMT 1
Arielle lukkede døren bag sig. Hun tog skuldertasken over skulderen, låste døren og gik. Hun kastede et hurtigt blik på uret, der hang på gangen og sukkede. Hun ville komme alt for tidligt. Men hun havde heller ikke lyst til at gå tilbage. Der var altid så tomt på hendes værelse, og hun kunne egentlig ikke lide at være der. Hun savnede sin bror og ville ønske, at han ikke var flyttet tilbage til Nordkorea med faren. Men de havde ikke haft noget valg.
Hendes værelse var alt for stort - det var egentlig et tomandsværelse, men lige for øjeblikket var det bare hende selv, der boede der. Hun hadede det. Men måske ville det blive anderledes i år. Måske ville hun endda få en værelseskammerat - det havde hun ikke haft de andre år. Det var jo trods alt et tomandsværelse. Men ville vedkommende så ikke være kommet på nuværende tidspunkt? Hun skubbede sine tanker over på noget andet. Hun glædede sig til at se de andre igen. Det var efterhånden et stykke tid siden. Og hun så frem til at se Nicolas igen. Nok mest ham. Hun havde ikke rigtigt andre. Men det var vel sådan set hendes egen skyld.
Det tog hende ikke mange minutter at gå op til skolen. Kollegiet lå lige op af den. Hun forsøgte at gøre sine skridt langsommere, så hun ikke ville komme alt for tidligt. Men hun havde aldrig været god til at gå langsomt. Det kunne hun på en eller anden måde bare ikke finde ud af.
Hun åbnede døren og trådte ind på gangen. Der var ret tomt. Hun var én af de første. Som altid. Hun smilte sørgmodigt for sig selv og gik hen på A-gangen for at komme til lokale A1. De skulle have historie. Hun havde allerede sørget for at få fat i en kopi af skemaet i starten af ferien, og havde kastet sit første blik på det om morgenen.
Da hun havde stået og ventet i næsten 10 minutter, blev der låst op, og hun gik ind og fandt sig en plads nede bagved ved et vindue. Hun satte tasken ved siden af bordet og stirrede lige frem for sig. Der var ikke andre end hende, så hun greb ned i tasken og fandt høretelefoner og iPod frem. Musikken dunkede beroligende i hendes ører, og hun lagde ikke mærke til, da folk begyndte at komme ind i klasseværelset. Det var først, da historielæreren, Monsieur Belrose, kom ind i klassen, at hun nervøst hev høretelefonerne ud af ørerne og slukkede. Hun lagde diskret iPod'en ned i tasken og fandt penalhus og notathæfte frem. Heldigvis lod han ikke til at have set noget. Hun kunne godt huske hans reaktion sidste gang, hun var blevet taget i at høre musik i timen. Hun kunne godt lide ham, og hun havde ikke lyst til at blive irettesat af ham.
Hendes blik vandrede rundt i klasseværelset, og hun smilte forsigtigt til Nicolas, da hun så ham. Hun vendte dog hurtigt sin opmærksomhed mod læreren igen. Hun havde ikke rigtigt hørt, hvad de snakkede om - men hun kunne da læse sig frem til, at det havde noget at gøre med middelalderen. Monsieur Belrose havde skrevet det på tavlen. Hun forsøgte at se ud, som om hun hørte efter.
Det gav et sæt i hende, da klokken ringede, og hun skyndte sig at pakke sit blanke notathæfte og det uåbnede penalhus ned igen, tog tasken over skulderen og gik ud af klassen. Hun nåede lige at fange noget om, at hun skulle låne nogle bøger inden næste time. Hun smilte genert til nogle af de andre elever, og der var et par stykker, der venligt smilte tilbage. Hun sukkede og begav sig på vej mod kantinen.
Arielles blik flakkede frem og tilbage, da hun var kommet derop. Men hun fik hurtigt øje på Nicolas, hankede op i sin taske og satte sig ved siden af ham. "Hej." Hun smilte forsigtigt til ham.
|
|