Rollespillet

[Sancho Bélanger]

Sancho tog en blyant frem fra penalhuset, der lå på hans skød. Han skrev sirligt datoen ned på den blanke side og forberedte sig på at notere. Historie var et spændende fag, men Sancho var lidt usikker på, hvad han kunne bruge det til i fremtiden. Hans usikkerhed på det punkt gjorde ham dog ikke mindre flittig; når der var noget, han kunne lide, gjorde han sit bedste. Sancho kunne ikke komme i tanker om et fag, der optog ham så lidt, at han helt opgav at følge med. André indledte timen ved at sige: "Dette er sidste år på le Collège, og som I alle ved, slutter vi dette skoleår af med nogle vigtige prøver, som I alle sammen helst skulle bestå – hvis ikke for jeres, så for jeres kære lærers skyld." Sancho sukkede. Han vidste, at det allerførste, han skulle blive mindet om på sin første skoledag, var eventuelle prøver eller eksamener. Da han så op på André med en misbilligende rynke i panden, opdagede han et henført udtryk i Andrés øjne, og Sancho kunne ikke lade være med at smile, da han skrev overskriften på sit notatpapir næsten uden at kigge. Hans evner på et klaver havde givet ham så meget fingerfærdighed og fornemmelse for afstand, at han kunne skrive nogenlunde pænt på et papir næsten uden at se ned. "Vores første emne i år er, som de friske elever nok allerede har gennemskuet - middelalderen - hvilken herlig tid ... Er der nogen, som kan fortælle mig noget om middelalderen?"

Sancho rakte som én af de første ivrige elever hånden op, men Andrés blik faldt på en af de andre; en tyk dreng, de alle kaldte ved efternavn. Chaput. "Riddere," sagde denne med en gnasken. Sancho fik pludselig travlt med at se ned på sine papirer, da André bad drengen om at smide sit tyggegummi ud; Sancho ønskede ikke at nogen skulle se det glimt af morskab, der vistes i hans øjne.

Da turen kom til Sancho, føltes det et øjeblik, som om ordene ikke ville ud af hans mund, selvom Sancho forinden havde formuleret sætningen i sit hoved, så den lød nogenlunde acceptabel. Sancho så det muntre, opfordrende og beroligende glimt i Andrés øjne, og det forekom ham lettere at få ordene frem. Under normale omstændigheder blev Sancho sjældent nervøs, og han havde generelt ingen problemer med at fremstille noget mundtligt i lektionerne, men den ondskabsfulde latter fra de to drenge i starten af lektionen, havde givet Sancho en fornemmelse af, at dette ville blive en elendig skolestart. "Øhm," begyndte Sancho og hørte fnisen bag sig, men han prøvede at fortsætte uanfægtet: " det var den kirkelige instans, hvori magten var centraliseret i middelalderen, ikke sandt, Monsieur?" Sancho kunne have bidt tungen af sig selv; nu lød den ondskabsfulde fnisen tydeligere bag hans ryg, og Sancho havde ikke engang formuleret sig sådan med vilje - det lå bare til ham. Sancho så ned på sine notater, da André besvarede hans spørgsmål, og Sancho noterede sig årstal, socioøkonomiske forehold og samfundsstrukturer.

I løbet af lektionen kastede Sancho enkelte blikke på Nicolas, og hans blik fandt Arielles et par gange. Han skævede til Véronique en gang eller to, mens han pligtskyldigt skrev nogle noter. Sancho forstod ikke, hvorfor især Arielle virkede så fraværende i dag. Nicolas så bare træt ud, og Véronique virkede koncentreret og opmærksom på lektionens forløb. Sancho havde ikke noget imod nævnte personer. Faktisk trivedes han godt i klassen, og han havde normalt ingen problemer med folk, der mobbede ham i det skjulte, selvom de to ondskabsfulde drenge kunne gå ham meget på nerverne. Han havde bare glædet sig meget til at starte i skole igen, og derfor blev Sancho hurtigt skuffet og irriteret over, at to idioter som dem skulle spolere det hele.

Dobbeltlektionen i historie var meget lærerig, og Sancho så irriteret på de 5 tætskrevne notatark, han havde fået skrevet i løbet af lektionen, da alle rejste sig og pakkede sammen. Hvis han fortsatte på denne måde, ville han have ualmindeligt mange noter ved årets afslutning. Sancho kunne ikke lade være med at smile.
"Det var i kirken, hvor magten var centraliseret, ikke sandt, Monsieur?" lød en drevende stemme bag Sancho, og Sancho så vredt på én af de to drenge, der havde spoleret hans time fra begyndelsen ved at tage hans penalhus fra ham. Drengen var ikke alene ualmindeligt dum - han havde heller ikke citeret Sancho korrekt. Sancho skulede, men valgte ikke at puste mere liv i gløderne. I stedet valgte han at ignorere dem, selvom han ikke kunne lade være med at blive stødt over at blive kaldt for fedterøv og duks af de to, for ikke at nævne nørd og svans.

Sancho samlede sine papirer sammen - notatarkene samt det kompendium, de havde fået udleveret i timen - og svang sin taske over skulderen. Han gik hen mod døren og kastede et enkelt blik tilbage på André, der var i færd med at tørre tavlen ren. Sancho lagde mærke til, at André skar en underlig grimasse og holdt hovedet lidt bortvendt fra tavlen, som om den lugtede ubehageligt. Sancho tænkte, at han hellere måtte fortælle André om de to ondskabsfulde bøller fra klassen ved en anden lejlighed - måske, når de mødtes næste gang til én af deres uofficielle lektioner én af de nærmeste eftermiddage. Sancho glædede sig allerede; magiens kunst var meget interessant.

Sancho gik op til kantinen, hvor han fik øje på Arielle, der var gået hen for at sætte sig hos Nicolas. Sancho så sig om i kantinen efter Véronique; han kunne ikke umiddelbart få øje på hende i mængden af elever eller blandt gruppen af hans klassekammerater, der kom ind i kantinen. Der var cirka et kvarter til den næste dobbeltlektion i engelsk. Sancho kunne godt lide engelsk, og Damiens sære humor fik altid Sancho til at grine - selv, når det ikke var meningen, at der skulle grines. Nogle gange følte han sig sær, fordi han til tider var den eneste i klassen, der kunne få et grineflip af Damiens spøgefuldheder, og Sancho var sjældent helt sikker på, om Damien virkelig spøgte, eller om han var alvorlig, fordi Damien altid opretholdt et pokerfjæs, havde et ironisk glimt i øjet, eller bare stod ved kateteret uden at fortrække en mine. Sancho havde en ubehagelig fornemmelse af, at Damien morede sig kosteligt over dem alle sammen på den stiltiende måde; Sancho kunne endog komme til at tro, at Damien gjorde grin med dem, trods den unge lærers tålmodighed og rolige måde at lære dem ting på.

De to bøller gjorde et par utvetydige håndbevægelser, da de passerede Sancho, og Sancho tænkte med en vis irritation tilbage på skemaet for i dag. Det var mandag, og det var en lang dag. Endda temmelig lang. Sancho gabte og så sig atter om efter Véronique. Han vidste ikke, hvorfor han ville vente på hende, men det kunne være meget spas at udveksle nyheder med hende, tænkte han og trommede på bordet, han stod ved, med fingrene.

[Rektor Ambrosius]

Rektoren af L'école de la Fées, Matthiéu Ambrosius, spankulerede frem og tilbage på sit kontor med hænderne på ryggen. Han havde netop ringet til Mademoiselle Marielle Simon, der ikke havde taget sin telefon, og han antog, at hjemkundskabs- og fysiklæreren ikke var villig til spøgefuldheder denne morgen.
"Øv, da også," mumlede rektoren frem for sig med påtaget barnlighed. Monsieur Ambrosius havde været fuldstændig ødelagt af grin, da han havde lagt på efter en ganske underholdende samtale med den unge engelsk- og filosofilærer Damien Cardin, der lød tydeligt irriteret. Ih, hvor var det ærgerligt, at lærerne efterhånden var blevet træt af hans morsomme, lille påfund med at ringe dem op på første skoledag. For bare 50 år siden havde Matthiéu ikke haft mulighed for at ringe sine ansatte op, fordi det var tvivlsomt, hvorvidt de havde en telefon eller ej, så han havde sendt levende telegrammer af sted til dem, og dem kunne de jo næppe afvise. Rektoren kunne tydeligt huske, hvordan Léandre Caron, én af de ældste lærere på skolen, havde beskrevet, hvordan han i badekåbe klokken halv 6 om morgnen var stået ud af sengen for at åbne døren for en mand i klovnekostume, der meddelte, at han havde en besked fra L'école de la Fées’s rektor. Rektoren lo for sig selv og funderede over, om han skulle bruge levende telegrammer igen.

Skolens rektor nynnede lidt for sig selv, mens han kastede et blik op på ét af malerierne på væggen, der forestillede en skov fyldt med små alfelignende feer, der sprang ind og ud mellem træerne. Den gamle mand løftede en hånd og sendte en usynlig stråle af magi mod billedet, der straks blev levende for øjnene af ham. "Hvilke prægtige feer," sagde han selvtilfreds, da han betragtede deres vilde leg et kort øjeblik. Derpå vendte han ryggen til billedet, der straks blev normalt igen, som om intet usædvanligt var hændt. Han samlede sine papirer sammen og puttede dem ned i sin skrivebordsskuffe.

Rektor forseglede dørens lås med magi, før han forlod sit kontor og gik ned mod kantinen. Alle elever havde netop fået et kvarters pause nu, og de befandt sig alle nede i kantinen. Matthiéu trådte roligt ind i kantinen, hvor eleverne stod og sad forskellige steder. Nogle sad på bordene og sprang straks ned på gulvet og fandt en stol, når de fik øje på rektor, mens andre blot lænede sig skødesløst op ad vindueskarmene. Monsieur Ambrosius marcherede værdigt gennem kantinen og nikkede venligt til sine elever, idet han passerede. Han hilste endda på nogle af de ældste elever fra Le Lycée ved navn, som han kendte bedre end andre.

"Goddag, Rektor," lød en usikker barnestemme, og Matthiéu smilede til den unge førsteårselev, der dristigt havde vovet sig frem for at hilse. "Goddag, Olivier," hilste rektoren med et smil og hævede et øjenbryn over drengens åbenlyse overraskelse over, at skolens rektor kendte hans navn; Monsieur Ambrosius morede sig himmelhøjt. Han klappede den forfjamskede dreng let på hovedet og hviskede: "Du skal lukke munden, når du bliver så overrasket, min dreng - vi kan jo ikke have, at fluerne i luften bliver dit næste måltid, vel?"
"Nej, Rektor," sagde drengen stille og lukkede stædigt munden i og skød hagen frem, men han kunne stadigvæk ikke skjule sin forbløffelse. Mens rektoren morede sig over dette i sit stille sind, gik han hen til et sted omtrent i midten af kantinen, hvor han var fuldt synlig for alle elever. Han løftede en hånd for at få deres opmærksomhed.

[Monsieur Damien Cardin]

Selvom Damien havde været fraværende hele morgnen, fik han dog lidt ud af sine noter, men det meste af tiden sad han med blikket tomt rettet mod sine papirer, mens han spekulerede som en gal over morgnens begivenheder. Han kunne mærke, hvordan den hektiske følelse af stress, som han netop havde fralagt sig i sin sparsomme ferie, begyndte at røre på sig igen, jo mere han tænkte på den bil og på de ting, han ikke havde nået. Han skubbede det på afstand og lod de anspændte skuldre falde. Han sad med hagen støttet i hånden og så frem til at møde sine elever fra 4. årgang, som nu var 5. årgang, fordi han ved at undervise kunne skubbe nogle af de ting, der nagede ham på afstand, for uanset, hvordan landet lå, ville han være mere velforberedt end sine elever, og så var han ikke på bar bund.

Han havde siddet tavs og fraværende i næsten en time, da han pludselig lagde mærke til, at én af lærerne stod ved hans side. Han så først op, da han hørte Marielles stemme og tilbud om kaffe. Hun smilede friskt til ham. I dag var hun iført en smaragdgrøn skjorte, der stod perfekt til hendes grågrønne øjne og et par jeans. Damiens blik faldt på de to kopper kaffe i hendes hænder.
"Jo, tak, Marielle," sagde han høfligt til hende med et lille smil, der afslørede hans hvide tænder; han var glad for, at andre gad tænke på kaffe for ham, når han ikke selv havde ulejliget sig med det, "meget gerne." Han rakte ud og tog det ene krus, som hun rakte mod ham. Han lagde hænderne om det og indåndede duften af friskmalet kaffe - en kaffe, som deres rektor satte meget stor pris på. Damien lagde sine papirer i en pæn bunke på bordet foran sig. Der var et kvarter til hans dobbeltlektion i engelsk. "Så vidt jeg husker skal du have fysik med 3. årgang efter pausen," sagde Damien og betragtede Mademoiselle Simon et øjeblik, "har du haft en god morgen?"

Pludselig kom Damien igen til at tænke på, hvor elendig hans egen morgen havde været, og en skygge gled kortvarigt hen over hans åbne, imødekommende ansigt. Et muntert glimt vistes et øjeblik efter i Damiens grågrønne øjne, mens han afventede hendes svar. Han tænkte på rektors lille påfund og ville gerne vide, om Marielle havde været ude for det samme.

[Marielle Simon]

Hun hæftede sig ved det kortvarige udtryk i Damiens ansigt, der var alt andet end muntert. Men så smilede han igen. Noget sagde Marielle at havde fået et opkald hvor han, til forskel fra hende, havde taget telefonen. Det var det der glimt i øjet der fortalte hende det. Hun smilede ved tanken om hvad rektor mon havde villet.

”Meget god, altså indtil min telefon ringede. Jeg tror du måske ved hvem det var. Jeg tog den ganske vist ikke, for jeg havde lige hældt en kop kaffe ned af mig selv. Jeg fik et chok fordi min bror for sjov har ændret ringetonen til en uhyrlig skinger lyd, der næsten passede til Rektor.”
Marielle sagde det med et skævt smil og morede sig over sig selv og hvor sjovt det måtte have set ud da hun sprang op. Hun lænede sig lidt tilbage i stolen og trak en hånd igennem sit hår og betragtede Damien et øjeblik.
Selv om han smilede nu, mente hun at kunne mærke at han egentlig var i dårligt humør. Det kunne da ikke være Rektor Ambrosius der havde sat et sådant humør i ham.
”Hvad med din morgen?” spurgte hun og tog en tår mens hun sendte ham et uskyldigt blik.

[Nicolas Rousseau]

'Af hensyn til et møde, jeg bliver nødt til at deltage i, har I fri resten af dagen.' Tumulter bryder løs i klassen. Dette er lige, hvad han behøver! Han overvejer et øjeblik, om han skal blive på skolen og hænge ud med sine venner, eller om han skal gå hjem og lægge sig til at sove. Efter lidt overvejelser, beslutter han sig for at blive. Han har savnet sine venner, og hvis han lægger sig til at sove midt på formiddagen, risikerer han endnu en gang ikke at kunne sove om natten. 'Hej,' lyder en stille stemme til venstre for ham. Han drejer hovedet og ser, at det er Arielle. 'Hey, hvad så?' 'Ikke sådan særlig meget.' Han rejser sig op og slynger tasken over sin skulder. De går sammen ud af døren, og han kaster et blik tilbage på det nu næsten tomme klasseværelse. 'Hvad har du lave-'

"Hej." Nicolas drejede hovedet med et ryk og hoppede i stolen, da Arielle pludselig sad ved siden af ham. Hans blik gled uvilkårligt ned over hendes T-shirt og det lange, mørke hår, der hang ned foran og dækkede for det meste af printet. Endelig så han op igen og mødte hendes øjne. "Hey," han forsøgte at mønstre et friskt grin. "Hvad så?"

Aldrig nåede han at høre sin kammerats svar, for pludselig blev der næsten helt stille i kantinen, og eleverne skyndte sig at hoppe ned fra borde. Indvendig udstødte Nicolas et utålmodigt suk, da han regnede ud, hvem det måtte være, der var ankommet. Rektor lod næppe en mulighed, for at byde sine elever velkommen på en mindeværdig måde, forpasse. Nicolas mødte en af de andre elevers blik og lod diskret sine øjne lave en rullende bevægelse opad. 'Ah! Mon Dieu, here we go again,' tænkte han og vendte derefter opmærksomheden mod sin Rektor, der havde stillet sig midt i rummet.

[Monsieur Belrose]

André smilede for sig selv, da han så den til tider generte Sancho række hånden op. Det var ikke rigtigt af en lærer at have yndlingselever, men André brød sig uforanderligt bedre om de elever, der engagerede sig i sit arbejde frem for at lave ballade og virke ligeglade med sin skolegang. I starten virkede Sancho meget nervøs, men så fik han presset ordene frem: "Det var den kirkelige instans, hvori magten var centraliseret i middelalderen, ikke sandt, Monsieur?"

Endnu en gang måtte André anstrenge sig for ikke at komme til at smile åbenlyst til eleven. En lavmælt fnisen lød et sted bagerst i klassen, og han skævede hurtigt ned til to drenge, der sad henslængt på deres stole, som om de kun var der for underholdnings skyld. Han rynkede på panden af dem og forsøgte forgæves at grave deres navne frem fra sin hukommelse. 'Er du ved at blive gammel, André?' lød en spottende stemme i hans hoved, og han var lige ved at komme til at fnyse højlydt af sig selv. Et par sekunder efter var han klar til at fortsætte.

"Du har fuldkommen ret, Bélanger." Han vendte sig hurtigt om mod tavlen og skrev "KIRKELIG MAGT" til skemaet. Han tilføjede med et sigende blik på sine elever: "Jeg håber, at I skriver dette ned." Flere af rummets gæster begyndte hastigt at fumle i deres tasker efter papir og blyant. Mens han ventede på, at der endnu en gang skulle komme orden i klassen, tillod han sig at betragte sine elever nærmere. Godt nok så de alle trætte ud, men han lagde mærke til, at hierarkiet i klassen var mere udtalt end sædvanligt; Klassens såkaldte "nørder" - de elever, der plejede at følge godt med i timerne - virkede næsten alle sammen mere trukket ind i sig selv, end de plejede. De virkede nervøse, hvorimod klassens vittige hoveder, dem, der ofte morede sig på andres bekostning, lod til at hovere og fylde mere end ellers. Med en bekymret fornemmelse spekulerede André på, om der var sket noget i klassen, inden hans ankomst.

Klassen var blevet stille igen. "Godt. Som Bélanger rigtigt nok sagde, var det kirken, der havde magten. Folk var bange for kirken, og især tjente de - kirkerne, altså - frygteligt mange penge på normale menneskers frygt. Er der nogen, der har hørt om det at skrifte sine synder?"

Endelig rakte Nicolas hånden op, og det var med stor glæde og lettelse, at André pegede opfordrende på ham. "Folk indrømmede de dårlige ting, de havde gjort og fik syndsforladelse." Nicolas hastede sig igennem sit svar.

"Ja, og hvad kan dette så have med penge til kirken og klostre at gøre?"

André kiggede stadig på Nicolas, og han svarede tøvende: "De betalte dem for at slippe for at komme i helvede?"

"Både og," André smilede stadig. "Hvis folk ofrede deres rigdomme til kirken, ville de sørge for, at der blev bedt for, at man ikke kom i Helvede. Rigdommene blev altså brugt til at bygge altre, hvorfra munke og præster kunne bede. Dengang troede folk fuldt og fast på, at de ville komme i helvede, hvis de havde gjort noget slemt, og det er der stadig folk, der gør. Men der er også rigtig mange, som ikke gør. I dag kan man selv bestemme, hvad man vil tro på, og det er de færreste, der bliver ruineret på grund af kirken, ikke sandt?" Han kiggede ud af klassen for at se, om nogen ville grine eller i det mindste smile. Han trak derefter umærkeligt på skuldrene og tænkte, at det nok kun var ham, der havde tænkt på de falske konkurrencer, der var meget omtale om. 'Giv os dit kontonummer, og vi sætter 100.000 kroner ind på din konto.'

40 minutter senere afsluttede han timen og tørrede så hurtigt som muligt tavlen ren. Han ville gerne nå at veksle et par ord med Damien, hvis han kunne finde ham. Og han havde ikke glemt sin note til sig selv om, at han skulle finde ud af, hvad de to ondskabsfulde drenge bagerst i klassen hed. Han kom til at hoste, da han lagde tavlesvampen fra sig, og skulede et øjeblik indædt til støvet, der hang i luften som hundrede - hvis ikke tusinde - små, hvide myg. Da han nåede lærerværelset, opdagede han, at hans øjne var løbet i vand, og han standsede et øjeblik op foran døren og blinkede et par gange, før han trådte ind. Duften af kaffe mødte ham, og han tænkte med et grin, at han var kommet til paradis helt uden at betale noget til kirken i årevis.

[Moreau]

Moreau skyndte sig at sætte sig ned da hun så André Belrose sidde ved katederet. Hun kastede sin skuldertaske på gulvet ved siden af sit bord. Da hun gjorde det faldt en af de utallige badges hun havde dekoreret den med af og trillede ind under hendes stol. Med et kort blik op på André der skrev noget på tavlen dykkede hun ned for at få fat i den. Hun satte den tilbage blandt de andre og betragtede dem et øjeblik. Nogle var tegninger eller billeder men hun havde også masser med citater både sjove og seriøse. På en stod ”If you’re going through hell, keep going”. Moreau overvejede kort skolen som helvede, men kastede så ideen fra sig. Det var i hvert fald ikke helvede i Belroses timer. Faktisk var der flere lærere hun syntes om på skolen. Cardin med sin skæve humor og glimt i øjet, Mademoiselle Simon med sin smittende latter og Rachel Lacoste der elskede diskutioner. Der var selvfølgelig den altid hadede lærer Monsieur Cartier. Moreau hadede hans væremåde og hans strenge timer.
Så kom hun i tanke om at der rent faktisk var en time under udfoldelse og rettede igen blikket ud i klassen. Stakkels Nicolas så meget træt ud og var tydeligvis lige vågnet fra en døs. Selv var hun ikke træt, for hun havde altid været A-menneske og kunne stå tidligt op næsten lige meget hvad.
Hendes blik gled videre rundt i klassen og holdt en pause ved Sancho der sad med sit pennalhus i skødet og virkede en smule kuet. Hun stillede skarpt på de grinende personer bagved. Hun kunne mærke en vrede simre i kroppen. Hvis der var noget Moreau hadede mere en Monsieur Cartier så var det bøller. De der typer der fandt glæde, eller noget de troede der lignede, ved at skubbe til andre og få dem til at føle sig små. Hun havde aldrig selv været et direkte mobbeoffer, men der var da folk der så underligt på hende på grund af hendes stil. Hun havde opført sig som et offer og derfor var hun ikke blevet et. Med et sidste blik på Sancho – han lignede ganske vist et offer lige nu – vendte hun sig mod tavlen mens hun overvejede om hun kunne gøre noget.

”Middelalder” stod der på tavlen som en overskrift mens Belrose var ved at skrive noter op rundt omkring. Moreau fandt sin blok og en rød kuglepen frem og kopierede hurtigt al teksten med sine anarkistiske kragetæer. Efter et stykke tid rakte hun selv hånden op.
”Den mørke middelalder, Monsieur. Mørk forstået på den måde at kritikere mener at der næsten ingen litteratur var fra slutningen af 400-tallet til år 1000. Ud af de få litterære værker der blev skabt på den tid, var langt de fleste tekster på latin som næsten ingen forstod alligevel,” sagde hun med klar stemme uden at være nervøs. Bøllerne kunne få lov til at kalde hende stræber eller fedterøv, hun var ligeglad.

Efter timen skyndte de andre elever sig ud af klassen, men Moreau ryddede op på sin plads i ro og mag. Hun havde hørt bøllernes fedterøvkommentar og det havde bragt vreden op i hende igen. Hun havde lyst til at slå dem. Ikke bare en af de der tøselussinger, nej en lige højre med knyttet næve. Men hun beherskede sig selv, for det ville ikke hjælpe Sancho noget at hun slog hans plageånder.
Da hun fik pakket sine ting sammen var Belrose på vej ud. Hun sendte han et skævt smil og hankede op i sin taske.

I den fyldte kantine fik Moreau øje på Sancho der stod lænet op ad et bord og spejdede efter noget eller nogen. Hun gik hen til ham, kiggede et øjeblik på ham før hun bestemte sig for at smide bomben.
”Hvorfor lader du dem gøre det ved dig?” spurgte hun og så afventende på ham.
Før han nåede at svare – ja overhovedet opfatte spørgsmålet rigtigt – begyndte Rektor at tale.

[Monsieur Damien Cardin]

Damien gengældte Marielles skæve smil. Et ukueligt, muntert glimt vistes i Damiens øjne ved beretningens afslutning. "Jeg tror, at den ringetone let kan sammenlignes med ét af rektors påfund," sagde han og lo lidt, fordi han morede sig over synet af Marielle, der sprøjtede kaffe udover sig selv. "Ved du hvad?" sagde Damien som en henkastet indskydelse og hævede uskyldigt det ene øjenbryn, "jeg tror, at din bror og jeg ville komme særdeles godt ud af det med hinanden."

Damien havde lagt mærke til Marielles uskyldige mine før, da hun spurgte til hans morgen, men han havde med vilje undladt at vise synlige tegn på, at han fornemmede, at hun havde gennemskuet hans dårlige humør denne morgen. 'Hvor irriterende, at det er så tydeligt,' tænkte han irriteret ved sig selv, 'det burde du kunne gøre bedre.' Damiens blik blev kortvarigt mørkt igen. Han lod et lille suk undslippe sig, før han svarede: "Min morgen har været udmærket."
Damien fortalte Marielle om rektors opkald og om den hysteriske latter, som han havde foreslået, de kunne bruge til brandalarm frem for skolens ringeklokke, hvilket rektor blankt havde benægtet. Damien undlod dog at fortælle Marielle om rektors utvetydige tonefald, mens de talte sammen, men Damien var stadig lidt i tvivl om, hvad han havde hørt i telefonen.
"Jeg var dog heldigere end dig," sagde Damien til sidst med et skævt smil, "for jeg nåede ikke at spilde noget udover mig selv." Derpå, efter et kort øjebliks tøven, hvilket normalt ikke kendetegnede Damien, fortalte han om den ødelagte frontrude på hans bil og den umanerligt dårligt skrevede besked, som vedkommende havde lagt til ham.
"Det irriterer mig grænseløst, at nogle mennesker ikke har andet for end at sabotere andre. Jeg kommer tit til at spekulere over, hvad der er gået galt i deres opvækst, siden deres sans for almen respekt kan være så forvrænget. Der kommer André minsandten," tilføjede Damien og kunne ikke lade være med at smile fjoget, hvilket gav ham et drenget udtryk, trods det alvorlige samtaleemne.

Damien havde ikke haft lejlighed til at se André i ferien, da han kun havde været hjemme i ferien cirka en uge, og han havde virkelig set frem til at møde sin kollega og gamle ven på første arbejdsdag. Damien rejste sig og løftede hånden til hilsen mod André. Derpå satte han sig igen, velvidende, at det første André ville gøre, var at hente en kop kaffe til sig selv, før han kom hen til dem. Han vendte atter sin opmærksomhed mod Mademoiselle Simon.

[Monsieur Belrose]

Andrés dag klarede straks op, da han trådte ind på lærerværelset og så de forskellige lærere sidde fordelt ved bordene. Nogle snakkede, mens andre sad og kiggede i sine papirer. I hjørnet af lærerværelset stod kaffeautomaten, der bryggede en fantastisk drik, men som desværre ofte gik i stykker, så lærerne selv blev nødt til at bringe deres egen kaffemaskine med på arbejde. André tog et lilla krus med stjerner på ud af et skab - mens han tænkte, at nogen snart burde "komme til" at smadre alle krusene på lærerværelset - og ventede til maskinen selv havde hældt en god portion sort kaffe op. Så hankede han op i sin taske og gik hen mod det bord, Damien og Marielle Simon sad ved.

"Goddag," hilste han og satte sig ned på en stol ved siden af hjemkundskabs- og fysiklæreren. Med et stik af bekymring, lagde han mærke til det mørke glimt i Damiens øjne og begge læreres seriøse miner. "Hvad har fundet sted her?"

[Marielle Simon]

Tanken om rektors opkald fik Marielle til at le hjerteligt. Hendes latter var langt fra den som den Damien havde hørt i telefonen. Den forskrækkede ingen, men fik de fleste andre til at grine med.
Hun stoppede igen da hun så Damien tøve med et eller andet. Latteren var helt forsvundet da han begyndte at fortælle.
Nogen havde knust forruden på hans bil. Hun kunne høre at han ikke selv lage særlig meget betydning i ordene ’Fuck you’. Det var bare en dårlig formulering af det personen mente med hærværket. Det Marielle ikke kunne forstå ved hele situationen, var hvorfor nogen ville ramme Damien. Hvorfor skulle han have nogen fjender? Selvfølgelig vidste Marielle ikke alt om ham, det var klart, men hun undrede sig noget.
Det overraskede hende ikke at han reagerede på et intellektuelt plan uden egentlig at vise følelser. Hun lyttede nikkende til hans irritation og overvejede hvordan hun selv ville have haft det hvis det var sket for hende. Hun ville have følt sig meget sårbar blev hun enig med sig selv om, lige før Damien bemærkede at André var kommet.
Marielle vendte sig om og så ham styre mod kaffemaskinen med en entusiasme kun en kaffeafhængig kunne mønstre.
Da han satte sig ved siden af hende ved bordet sendte hun ham et smil, men det var tydeligt at han fornemmede den lettere trykkede stemning.

[Monsieur Damien Cardin]

Damien granskede Marielles ansigt nøje, mens André plejede sin kaffetrang ved maskinen. Han syntes at kunne spore bekymring og undren i Marielles ansigt, hvilket såmænd også var en naturlig reaktion. Damien trak let på skulderen, netop som André satte sig med sit krus foran sig og så på dem med bekymret mine. Damien smilede til sin gamle ven og kollega og hævede et øjenbryn, der sagde: "Hvorfor er det lige mig, du skal se sådan på?" Udover dette tegn på morskab, var Damien ganske alvorlig, og han genfortalte kort episoden med den ødelagte frontrude på sin bil uden at lægge skjul på sin irritation.
"Marielle og jeg sad netop og drøftede hændelsen," afsluttede han og ytrede atter kort sit synspunkt overfor André om, at han ikke forstod, hvad der kunne være sket i personen - eller personernes - opvækst, siden de havde den slags for. Damien lagde en hånd om sit varme krus og så ned i den mørke væske.
Damien så et kort øjeblik André ind i øjnene - det var et indforstået blik, som han vidste, at kun André ville kunne tyde. Lige nu var det dog ikke noget særlig vigtigt, mente Damien, men han ønskede alligevel, at André skulle vide, at han ville tale med ham senere - om, hvad de var i stand til at gøre ved situationen. Han så atter på Marielle. "Hvad mener du om hærværket, Marielle?" spurgte han. Det havde været hans hensigt at spørge tidligere, men da var André dukket op.

[Rektor Ambrosius]

Der gik sædvanligvis ikke længe, før eleverne faldt til ro, når skolens rektor bad om deres opmærksomhed. Da der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til gulvet, og alle havde fundet en mere eller mindre komfortabel plads at stå eller sidde på, smilede rektor til sine elever, og hans blik strålede, så den usandsynligt, lysende grønne øjenfarve fik ham til at se vanvittig ud. Rektor Ambrosius stod rank og så stolt på skolens elever - de nye, såvel som de gamle. Så løftede han begge hænder i en dramatisk velkomstgestus - ganske enkelt, fordi han ikke kunne lade være. Da han var ung, plejede han gerne at lave et almindeligt, banalt tryllenummer, som ikke havde noget med magi at gøre, fordi han fandt det morsomt. I dagens anledning havde han dog ikke fundet på noget sådant.
"Velkommen, alle sammen, velkommen tilbage næsten alle sammen og god formiddag - også til jer alle sammen," begyndte rektor Ambrosius med høj, klar ryst - en stemme, der favnede hele rummet. "Jeg håber, at I har haft en fortrinlig sommerferie."

Der lød en spredt mumlen, som der plejer ved den slags taler, og rektoren smilede henrykt. "Det lyder fantastisk," jublede rektoren, "jeg kunne kun skelne en brummen hist og her, men det er vel et godt tegn, ikke sandt? Selv har jeg haft en -" rektoren efterlignede de andres mumlen med et virvar af brumme- og mumlelyde "- ferie." Han snurrede en omgang rundt om sig selv.

"Det bliver et godt år i år," sagde han med en irriterende monoton og kedelig stemme, som han gjorde hvert år. Nogle af de ældste fra Le Lycée havde endda sagt det i munden på ham. "Og det bliver festligt," fortsatte han med samme stemmeføring, "det bliver fantastisk og kreativt. Der ligger en fe til jer alle sammen, når I møder til jeres næste lektion, og jeg håber, at I vil tage imod dem, for jeg holder virkelig meget af feer - de er så ..." Rektor Ambrosius lod, som om han faldt i staver. "De er så mangfoldige."

Han så rundt på dem alle sammen, og pludselig var hans blik og ansigtsudtryk gravalvorligt. Han så hver og én i øjnene et øjeblik, før han slog hænderne sammen, som om noget lige var faldet ham ind.

"Aha!" udbrød han så med energisk ryst, "det er skudår i år, og det betyder, at vi i år skal gøre endnu mere ud af vores kunstneriske aktiviteter, for den 29. februar vil vi fejre L'école de la Fées' fødselsdag." Rektoren stod et øjeblik stille, som om han forventede et bifald, men der gik et langt øjeblik, før én af eleverne tøvende begyndte at klappe. Rektoren hoppede en enkelt gang, og der blev stille. De næste ord kom så hurtigt, at de knap kunne opfattes: "Jeres skemaer hænger på opslagstavlen, men det har I sikkert opdaget, og jeres lærere vil tage godt imod jer - det har i sikkert IKKE bemærket - og til de nye elever, vil jeg orientere om, at frokost er gratis her i kantinen, men ønsker man mere end én frugtjuice, mælk eller kakaomælk, skal man selv betale for det. Gud, hvor jeg hader at tale om skolens reglement ... Nåja, og mobning kan ingen af os lide - det siger sig selv." Rektors blik flakkede vanvittigt hurtigt fra elev til elev, mens hans mund bevægede sig i et væk: "... toiletterne er kønsadskilte, og det håber jeg, at alle har forstået." Han skar en grimasse, inden han fortsatte: "Til dem, som bliver boende her på stedet, skal der laves oprydningshold, og der er bestemte sengetider. Vi plejer at sige kl. 22:30, men det afhænger af den vagthavende lærers humør - ja, det er realiteterne... alle bryder reglerne her på stedet. Uha, så er der også ..." Rektor Ambrosius gik i stå og så pludselig forskrækket ud. Hans blik faldt på nogle af femteårseleverne, deriblandt Sancho og Nicolas. "...alkohol og rygning. Alkohol er strengt forbudt, og har I virkelig lyst til at forpeste jeres omgivelser med røg, så gør det udenfor - på vestsiden, væk fra skoven og byen. Herre Fekonge, I må ikke nærme jer drivhusene uden tilladelse - og slet ikke med cigaretter. Hihihihiihihi ..." Rektoren lo hysterisk og slog sig selv på lårene. "Lad os bare ... hihihihihihi ... sige ... hihi ... at det var det ... hihihihihi ... hele." Rektor gik rundt blandt eleverne og gav dem hver en seddel i hånden. Da de var nået rækken rundt, bad han eleverne med de blanke sedler forlade kantinen. De blanke sedler var til de elever, der ikke ejede nogen magisk kraft. Mens en stor gruppe elever undrende forlod kantinen (der var især undren blandt førsteårseleverne), bildte rektor dem ind, at de, som blev tilbage, bare var de første, som skulle tildeles nogle af skolens pligter. Så vendte han sig mod de tilbageblevne.

[Élise Robert]

Élise kiggede med et tilsyneladende ligegyldigt blik ned på sit eget blanke papir. Efter at have gået på skolen i flere år nu, havde hun godt lagt mærke til, at det altid var de samme personer, rektoren valgte at give de første pligter; Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke bare satte en seddel op med deres navne på. På vej ud af døren, passerede hun Juliette, som stod omgivet af en flok piger og drenge på Élises alder. Da hun gik forbi, puffede Juliette den rødhårede pige, hun også havde været sammen med dagen i forvejen, i siden og hviskede noget. Alle grinede, også dem der ikke stod tæt nok på til at kunne høre, hvad Juliette sagde. Og de vendte sig alle mod Élise.

Élise skyndte sig at slå blikket ned og hastede ud af døren. Idet hun drejede af for at komme hen til trapperne, der førte op til elevernes badeværelser, stødte hun direkte ind i en høj, mørk pige med ekstremt mange fletninger i håret. Pigen sprang tilbage med et forskrækket ansigtsudtryk og udbrød noget, der lød som: "Hov! Pas på!", men Élise hørte ikke rigtigt efter. Hun styrtede op ad trapperne og var forpustet, da hun nåede op på den næste etage.

Der var ikke mange på etagen ovenover, da de fleste stadig var ved at forlade kantinen, men Élise skimtede da et kærestepar, der stod tæt omslynget henne ved et vindue, og to mindre drenge, der stod og snakkede ivrigt sammen med taskerne smidt skødesløst ved deres fødder. Pigernes toiletter vrimlede dog med både meget unge og lidt ældre piger, der stod og spejlede sig og snakkede med deres kammerater. Flere gange hørte hun navnet "Rousseau" blive nævnt, og hun vidste også straks, hvem de snakkede om; hvis man ikke én gang havde sendt den 'overlækre' dreng fra 5. årgang et interesseret blik, blev man betragtet som enten lesbisk eller nørd. Selv syntes Élise, at han så endnu bedre ud, end han nogensinde havde gjort de følgende år, og det var tydeligt, at mange af de andre piger havde fået det samme indtryk.

Pludselig blev Élise grebet af frygt: forrige år havde hun fortalt Juliette alle sine hemmeligheder! 'Åh nej!' tænkte hun og mærkede, at tårerne for alvor steg op i hendes øjne, da denne tanke faldt hende ind. 'Hun vil ikke tøve med at fortælle det til alle.' I hast lukkede hun sig ind i en af båsene og begravede ansigtet i hænderne. Sådan blev hun siddende, til klokken omsider ringede, og alle båsene pludselig blev efterladt i et hastværk. Der blev helt stille. Så begav Élise sig ligeledes ud af sit skjul, mens hun tørrede sine våde øjne med ærmet af sin trøje, og begav sig ned ad trapperne mod den første af mange trættende matematiktimer det år.

[Sancho Bélanger]

Sancho så overrasket på Véronique, da hun stik mod hans forventning kom direkte hen til ham. Det havde været hans hensigt selv at opsøge hende. Netop, som hun udtalte et spørgsmål, han egentlig godt hørte, men stadig ikke helt nåede at opfange, kom skolens rektor ind i kantinen, og en respektfuld stilhed bredte sig gradvist. Nogen mumlede et par ord, før de blev tavse, mens andre sprang ned fra borde og vindueskarme, og roen faldt til sidst som et trykkende tæppe over forsamlingen. Anspændtheden var især tydelig blandt førsteårseleverne, der ikke vidste, at det var Rektor Ambrosius' sædvanlige tale, der blev holdt. Ikke engang alle elever var til stede, men langt størsteparten befandt sig dog i kantinen.
Sancho lod et svagt smil kruse sine læber, da han fangede Véroniques trodsige blik, men også hendes opmærksomhed rettedes mod rektoren.
De første ord kendte Sancho udenad, og han ventede kun med slet skjult kedsomhed på rektors egentlige tale. Da den endelig kom, følte Sancho sig en anelse skuffet. Det var en god tale - så god, som den nu kunne blive, når det var rektors - men det var, som om rektoren i år blot jappede den af sig, og som om, han trods sit fulde overblik over eleverne, alligevel havde fokus et andet sted. Sancho trak let på skuldrene over sine mismodige tanker, og de forsvandt da også helt, da Rektor Ambrosius pludselig fangede hans blik (idet han talte om alkohol) og flyttede dernæst blikket til Nicolas. Sancho studsede. Han havde da ikke haft det fjerneste med alkohol at gøre - medmindre Rektor tænkte på episoden, hvor Sancho havde puttet cognac i én af kaffekanderne - på rektors opfordring. Det havde været til lærernes julefest, hvor Sancho skulle spille klaver under den første del af middagen. Senere havde Sancho ydmygt forladt dem og forbandet sine talenter langt væk, flov over, at rektor havde bedt ham om at komme. Sancho syntes, det var underligt - og han ville helst ikke være der, hvis de lærere, han kendte så godt, skulle blive meget fjantede (det skete heldigvis ikke, mens han var der).

Sancho tog imod sit papir og så på det X, Rektor havde skrevet på sedlen. Han betragtede de andre ikke-magikere, mens de forlod kantinen. Han sendte Véronique et indforstået blik, klar over, at der også var et X på hendes papirlap. Han tænkte, at han ville snakke med hende senere om det, hun havde spurgt ham om; han mente at have fattet spørgsmålet, men var ikke sikker.

[Rébecca Adam]

Rébecca havde gået i sine egne tanker, da pigen stødte ind i hende. Hun havde overnattet i sin kærestes lejlighed, og havde lige nået at snuppe sin taske med pung og nøgler i, inden hun styrtede ud af døren for at nå bussen. Da hun gik på 7. år, havde hun ingen undervisning endnu, men hun havde aftalt at mødes med sine venner alligevel, da de elskede at høre deres rektors velkomsttale. Hun havde lige løbet op ad trapperne, da det gik op for hende, at hun var sent på den, og rodede med lynlåsen i sin taske for at kunne lægge solbrillerne deri, da en mindre pige pludselig gik lige i armene på hende. Forbløffet sprang hun tilbage og kiggede undrene efter den buttede elev, som så ud til at være lige ved at græde. Med en grimasse fik hun endelig lynlåsen op og trådte til side for at lade nogle elever fra 2. årgang komme ud af den åbne dør til kantinen.

"Halløj, Becca!" lød en opstemt stemme bag hende, og hun vendte sig om med et anstrengt smil, da hun genkendte Patrick Leroys stemme. "Hvad så? Har du haft en god ferie?" Den jævnaldrene dreng sagde dette i sådan en fart, at Rébecca knap nok kunne følge med, men hun tvang dog sig selv til at sige: "Ja, den var cool nok. Hvad med din?"

Patrick trak på skuldrene og pegede på døren, der nu var ved lukke sig. "Var du på vej derind? Rektor er ved at tildele folk pligter, du ved. Jeg ville ikke gå derind, for så ender du nok bare med at skulle vaske gulv eller noget... Så du hende pigen, der gik ind i dig? Nå ja, du var der jo selv. Sikke en dum unge..."

"Mmh," Rébecca hørte ikke rigtigt efter. "Dis donc, Patrick, jeg fanger dig senere, right?" Uden at vente på et svar skubbede hun den aflukkede dør til kantinen op og kantede sig ind.

Hun var straks klar over, at hendes hoved ragede højt op over de fleste andres, men ikke destro mindre kantede hun sig undskyldende gennem myldret, til hun fik øje på sine venner og fik stillet sig i nærheden af dem. Rektor, der havde været i gang med at sige noget til forsamlingen, tav, og hun sendte ham et kækt smil og et vink.

"What's up? Hvorfor kommer du for sent?" spurgte en af hendes veninder hviskende, men Rébecca svarede ikke, nøjedes med at sende hende et blink med øjet, mens hun bed sig i tungen. Alt det kunne forklares senere.